Logo for vuggestuen og børnehaven Grønnegården ved Tarm
Om os

Kontakt os


Adresse: Grønnegården, Tarm
Vestre Kyvlingvej 7A
6880 Tarm

Email: Tarm@Groennegaarden.dk

Tlf. 4411 6638

Om Grønnegården ved Tarm

Grønnegården Tarm er en lille, privat, aldersintegreret daginstitution, beliggende på landet. Vi har plads til 25 børn – 6 vuggestuebørn og 19 børnehavebørn. Vi er således et mindre børnehus hvor nærhed, sprog og fællesskaber danner pædagogisk grundlag i hjemlige og landlige omgivelser.


Grønnegårdens kerneopgave er med udgangspunkt i et børneperspektiv, at fremme børns trivsel, læring, udvikling og dannelse gennem leg, fællesskaber og udeliv, for derved at udvikle demokratiske medborgere. Vi har særligt fokus på at komme ”ned i tempo”, og skabe en hverdag med ro og nærvær for børnene. Vi arbejder ud fra en anerkendende tilgang, og efter Ringkøbing-Skjern Kommunes politikker om blandt andet fælles børn- og ungesyn.


Vi har en hverdag med faste rutiner, hvor børnene deltager aktivt i de gøremål, der er vigtige for at drive Grønnegården både inde og ude. Børnene har alle et medansvar for at få vores hus til at fungere, som passer til det enkelte barns alder og udviklingstrin; rydde af bordet, sætte i opvaskemaskine, passe dyr, tage sig af de små børn. Over middag hviler alle børn. De børn, der ikke skal sove, får læst historie og får massage. Mange har brug for pausen midt på dagen og får hvilet eller falder i søvn.


Vi er en lille institution, så der er ikke så mange at forholde sig til. Blandt andet derfor opholder vuggestuebørn og børnehavebørn sig sammen i de samme lokaler. Vi oplever børnene lærer af hinanden både sprogligt og socialt. De store børn er gode til og glade for at hjælpe de små, og de begynder efterhånden at se hinandens styrker. Til gengæld opdeler vi børnene i mindre grupper, når vi arbejder mere målrettet, hvilket giver mulighed for, at vi sammen kan fordybe os i en aktivitet. Desuden er det en måde, hvor vi arbejder med vores pædagogiske grundlag: nærvær, sprog og fællesskaber. Vi tager dem for eksempel med på indkøb, på biblioteket, i skoven eller på cykeltur. Vi laver sproggrupper, børnene er dyrepassere sammen to og to, vi har faste borde, når vi spiser, og vi holder samling. Til samling er der et særligt fokus på sprog og den sproglige udvikling.

Vi opholder os meget udendørs blandt andet, fordi vi skal passe vores dyr og vores køkkenhave. Derfor bruger vi også en del tid på at snakke med børnene om at dyrke og tilberede frugt og grøntsager som en del af vores fra jord til bord-pædagogik. Det betyder blandt andet at vi skal grave gulerødder op til kaninerne i vores store, velassorterede køkkenhave. De ting, vi ellers henter i køkkenhaven (kartofler, majs, græskar, løg, ærter, jordbær, krydderurter), skal med i køkkenet, hvor det omsættes til mad til os selv. Af dyr har vi geder, kaniner, høns, zebrafinker og akvariefisk (vi drømmer stadig om at udvide vores dyrehold). Derudover kan vi frit benytte grundejers skov, hvor vi har et lille madpakkehus og en dejlig bålplads, eller vi hopper på ladcyklen og så går turen til åen, ud over engene og kigger på fugle eller en legeplads i Tarm med madpakken.


Grønnegården har en engageret og aktiv forældregruppe, som tager del i at udvikle og samarbejde om at gøre Grønnegården til et godt sted at være. Forældrebestyrelsen og Støtteforeningen planlægger eksempelvis arrangementer. Hele forældregruppen hjælper med stort og småt som pasning af dyr i weekenden, bagning til formiddagsmad eller går til hånde på legepladsen.

Vi har en høj faglighed, da personalet består af tre seminarieuddannet pædagoger samt to medhjælpere: Sarah, Michelle, Mona, Maria og Conny, som også er sprogvejleder. Vi har desuden et samarbejde med grundejer Lause og har tilknyttet et antal frivillige for eksempel en ”bage-kone”, som kommer og bager med børnene en gang i mellem.


Vi har et samarbejde med dagplejen, som kommer på besøg, når de skal overlevere børn til os. Ligeledes samarbejder vi med Tarm Skole omkring førskolebørnene. I månederne inden skolestart er vi på besøg i SFO og på skolen. Vi besøger de to kommunale børnehaver og laver aktiviteter sammen med deres førskolebørn.